Landsbyportalen > Fritid > ILS > International Landsby Samarbejde

International Landsby Samarbejde

Selv om man bor i en landsby, kan man godt have kontakt med den store verden.

I 1983 stiftede vi foreningen INTERNATIONALT LANDSBY SAMARBEJDE i landsbyen Bælum i Østhimmerland, Med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirke fik vi kontakt med en landsby i det vestlige Kenya ved bredden af Victoriasøen ca. 150 km syd for ækvator. Mellemfolkeligt Samvirke havde udsendt en medarbejder til stedet som formidlede kontakten mellem de lokale beboere og vores lille forening langt oppe i det ukendte Danmark.
I Bælum havde vi behov for aktiviteter som kunne styrke fællesskabet, gøre verden lidt større og mere spændende. Vi dannede ILS som en traditionel dansk forening med det formål "at yde en aktiv udviklingshjælp til gensidig gavn og udvikling". Vi havde den ide, at vi som landsby-beboere i et demokratisk samfund kunne hjælpe en landsby i et udviklingsland med at organisere sig og afhjælpe nogle af de åbenlyse problemer de kæmper med til daglig.

Da vi første gang besøgte landsbyen i 1985 var det noget af et chok at opleve de vilkår befolkningen levede under, Det viste sig at være et af de mest tilbagestående områder i Kenya. Sygdomme, høj børnedødelighed, analfabetisme og meget små økonomiske midler. Landsbyen ligger virkelig "for enden af sporet" og kun få af civilisationens goder var nået så langt ud og det var vanskeligt for os, som gerne ville hjælpe, at finde ud af hvad vi kunne gøre uden at "ødelægge noget". Men som årene er gået, har vi fået mange gode venner, som har besøgt os her i Bælum ligesom vi er jævnligt dernede, og samarbejdet har sat sine spor.

Med økonomisk støtte fra Danida og lokal indsamling, har vi bygget skolen op med klasseværelser" borde og stole, lærerboliger m.v. til glæde for de mere end 500 elever. Vi har støttet de lokale kvindegrupper i deres arbejde for at forbedre vilkårene for dem selv og deres børn. Vi har bygget vandtanke, støttet træplantning og skaffet midler til videreuddannelse af dygtige unge mennesker. Et af de større projekter har været opførelse af et bibliotek, som de lokale skoler og den almindelige befolkning kan benytte sig af. Flere gange har vi haft indsamlinger i Bælum-Solbjerg området og det har resulteret i at vi 3 gange har sendt en stor container med skoleinventar til Nyandiwa og det har gjort stor nytte dernede

Vi har også fået en god kontakt med de omkringliggende landsbyer som alle har et stort ønske om at få en venskabs-landsby i Danmark, og det er bl.a. dette budskab, vi gerne vil sende videre.
Landsbyerne i Danmark kan ikke løse problemerne i udviklingslandene, men vi kan gøre en forskel som på det nærmeste kan betyde liv eller død for nogle og bringe sundhed og udvikling til andre.

Bælum har bl.a. støttet den lille lokale klinik i vores venskabsby med medicin og udstyr som har hjulpet mange. Ligesom en gammel trædesymaskine fra Danmark kan give brød på bordet til en familie har vi på mange måder et overskud, som kan være livgivende for andre.

Men alt dette er for intet at regne i forhold til de venskaber der har udviklet sig og vi er mange som får mest "udbytte"' af samarbejdet i kraft af at vi har mulighed for at give en hjælpende hånd til nogle, som virkelig har brug for støtte - og vi kan se, det hjælper, det giver "overskud hos os. Disse venskaber har blandt andet bevirket at en hel del af de besøgende der har været nede i Nyandiwa støtter et barn med penge til skoleophold.

Derudover har Bælum flere gange haft besøg fra Nyandiwa og det har været meget givende for begge parter, både den besøgende og værterne. Det har givet mangen et godt grin når vi er blevet klar over hinandens kulturforskelle.

ILS Bælum har været med til at starte tre andre foreninger: ILS Skørping, ILS Støvring og Kalundborg Venskabsforening, som arbejder ud fra samme vedtægter og står til rådighed med yderligere oplysning.


Sidst opdateret 18-07-2008
Sitemap - Powered by TownPortal 0.6