Et gammelt ønske er gået i opfyldelse for Kulturmøllen. Efter Rasmus Lyberth er flyttet til Danmark, turnerer han løbende med sit band uden fast kalender. Og nu kommer han så til Bælum d. 27. marts. Det ser vi frem til. Han er lige blevet nomineret til Nordisk Råds musikpris 2010 og ikke uden grund. Han sangkunst er i særklasse. Man fatter ikke en dyt, men man kan næsten høre isbjergene kælve, når han lader røsten gjalde ud over det henrykte publikum for Rasmus Lyberth leverer sangkunst i særklasse. Lyt med hjertet og hør isbjergene knage. Det er en anderledes og betagende oplevelse at høre Rasmus synge sine grønlandske sange. Hans stemmepragt er betagende og hans selvkomponerede musik har en nerve, som ganske enkelt er unik. Rasmus Lyberth introducerer sine sange med varme og humor, og så fatter han om guitaren og synger sig, med sin bløde melodiøse stemme, lige ind i hjertet på folk. Nogle af sangene tager udgangspunkt i sociale forhold, andre er skabt af små hjertevarme hverdagsoplevelser og mange er lydbilleder af de storslåede naturoplevelser, som Grønland er så rigt på. Smukke er de alle sammen.
Skønt teksterne er på grønlandsk, løfter Rasmus med sin stemme og sit intense nærvær ubesværet publikum over de sproglige barrierer, så ingen har svært ved at følge hverken ørnens himmelflugt, stormens susen eller kærligheden til et elsket barn. Rasmus har fået opfyldt sit ønske om et eget band - det er på hele fem mand, og de har indtil videre fået fantastiske anmeldelser. Bandet består af Christian Søgård, Michael Hansen, Jens Holgersen, Sidsel Marie Søholm og Hans Rosenberg. Glæd jer!
Pris kr. 225 (medlemmer kr. 200, rabatten udbetales ved koncerten) Købes i en af Spar Nord Banks afdelinger eller ved indgangen så længe lager haves.