Min side
Landsbyportalen > Fritid > Kultur > Kulturmøllen > Nyheder > Nyt i foråret 2010

Nyt i foråret 2010

Så er der igen nyt fra vores lille musikforening. Der er blevet afholdt en vellykket generalforsamling, årets koncerter er ved at være på plads, hovedsponsoraftalen er i hus og meget mere. Så det vil vi meget gerne fortælle jer om her:

Ny bestyrelse

Kulturmøllens - et af Bælum og omegns kulturelle omdrejningspunkter - holdt en uventet dramatisk generalforsamling d. 18. februar. Der var pludselig flere mulige medlemmer af bestyrelsen, end der egentlig i følge vedtægterne er behov for. Men to af de hidtidige medlemmer valgte at trække sig til fordel for to nye kræfter, som allerede har udvist et højt aktivitetsniveau, så det lover godt for fremtiden.

Formanden (Poul Thøis Madsen) kunne berette, at vi har haft 5 koncerter i 2009, og samlet har det givet et underskud på 13.550 kr. Trods underskud har vi valgt at forsætte, og i år 2010 har vi 2 koncerter om foråret og 2 om efteråret. Hvem disse navne er ses af kalenderen.

Men ellers gik generalforsamlingen efter formandens beretning i høj grad med at diskutere Kulturmøllens fremtidige profil. Vi hedder jo ikke musikmøllen, derfor kunne man også tænke sig, at vi - evt. i samarbejde med Bælum Borgerforening - organiserede filmfremvisning i Sønderskoven, bogbytning, lokal jammusik - kun fantasien, kulturen og arbejdsindsatsen sætter grænserne for, hvad vi kan beskæftige os med. Det var også et ønske fra det nye medlem Lene, at man søgte at forlænge koncertaftenerne lidt, så det også blev en fest og ikke 'kun' en koncert.

Derudover blev det vedtaget at fastholde kontingentet på kr. 150 pr. person, som det har været siden 2006.

Vi kan derfor præsentere en ny bestyrelse for Kulturmøllen Bælum:

Lene Sømod Flou er et af de nye bestyrelsesmedlemmer:

”Jeg har altid været musikinteresseret - og synes at det er dejligt at have et lokalt spillested og vil gerne yde en indsats for at det fortsætter.

Jeg er primært til pop rock, men nyder også irsk og skotsk folkemusik, som jo passer forrygende godt til Bælum Skovpavillon. Jeg vil gerne være medvirkende til, at der kommer aktuelle nye bands til Kulturmøllen og til at koncerterne i højere grad bliver en fest....fx. med dans under og efter koncerterne!” 

 

Den anden er Klaus Moeslund:

”Lige siden jeg kom til Bælum, har Kulturmøllen været et af de aktiver, som jeg med stolthed har fortalt venner og bekendte fra andre egne af landet om, at min by havde. Derfor er det oplagt for mig at gøre en indsats for foreningens fortsatte beståen, da min livssituation nu gør det muligt. Jeg har altid nydt den intimitet og kontakt, som hersker, når der er ”musik i skoven”. Musikalsk set er jeg mest til rock, folk og blues. Det vigtigste er dog ikke stilarten, men derimod hvor velspillet den er. Jeg glæder mig til mange gode koncerter I Kulturmøllen fremover.”

 

Derudover består bestyrelsen fortsat af:

Formand:

Poul Thøis Madsen 

 

Kasserer:

Dorte Søgaard Nielsen 

 

Stephen Dalgaard

 

Vi har holdt et møde, hvor vi har fordelt de enkelte opgaver imellem os.

 

Hovedsponsoraftale 

Vores hidtidige hovedsponsoraftale med Spar Nord Bank udløb ved nytårsskifte. Men heldigvis ønskede begge parter at forlænge samarbejdet, så vi har endnu engang tegnet kontrakt med Spar Nord om et hovedsponsorat. Med et hovedsponsorat i Kulturmøllen opnår Spar Nord forskellige fordele: fribilletter, profilering i vores materialer, plakater, annoncer og ved koncerterne mv. Spar Nord har været meget velvilligt indstillede overfor os, og vi er meget glade for den aftale, der er indgået. Også fremover vil Spar Nord være at finde ved vores koncerter – som glade koncertdeltagere, både medarbejdere og kunder.

 

Økonomi 

Efter et par år uden støtte fra Statens Kunstråd, der tildeler støtte fra bl.a. lottomidlerne, er vi igen ”kommet ind i varmen”. Desværre kan man næsten sige, for grunden til, at vi ikke er blevet tildelt støtte de seneste år, var simpelthen, at vores overskud har været for store. Men efter et par år med underskud er vi igen blevet tilskudsberettiget. Så det sammen med kontingentindbetalingerne fra jer trofaste medlemmer og ovennævnte hovedsponsoraftale har Kulturmøllen en god ballast til at tage nogle indimellem usikre koncertnavne, for det er meget svært at bedømme, hvem der kan fylde Skovpavillonen og på hvilke datoer.

Over sigt

Sidst opdateret 16-03-2010
Sitemap - Powered by TownPortal 0.6