Den gamle Købmandsgård

”På torvet i Bælum ligger den gamle købmandsgård, hvor den har ligget i hvert fald siden 1871- måske meget længere.
Det var meget vigtigt og betydningsfuldt at være placeret på torvet i det, der dengang var Østhim-merlands hovedstad – netop på det sted, hvor alle vælgere fra hele Østhimmerland dengang måtte møde personligt op på valgdagen for at kåre kandidaterne til den lovgivende forsamling.
I året 1871 flyttede forretningen ind i en præsentabel nybygget købmandsgård på to etager tæt ved kroen. Men i 1894 udbrød der brand i den gamle stråtækte kro, og branden bredte sig til købmands-gården, et bageri og mange gårde og huse.
Efter branden blev købmandsgården opført på det nuværende sted. På dette tidspunkt var den ejet af købmand Carl Jensen, der drev den til sin død i 1922.
Enken drev den videre med sønnen Chr. V. Jensen som bestyrer.  Chr. V. Jensen var samtidig bog-holder for Hellum Hindsted Herreders Sparekasse.
I 1933 blev købmandsgården solgt til min far, købmand Anders Jensen.
Anders Jensen havde dengang i 10 år været forpagter af den navnkundige købmand Terndrup`s for-retning i Brovst.
Da vi i 1933 flyttede til Bælum, var byen måske ikke mere hele Østhimmerlands hovedstad, men den var dog en betydningsfuld stationsby ved Hadsundbanen. Der var to købmænd, brugsforening, to bagere, to slagtere, to manufakturforretninger, to skræddere, træhandel, boghandel, ølbryggeri, to øldepoter, mejeri med mælkeudsalg, savværk, karetmager, bødker, tatoludsalg, læge, dyrlæge, kro, jernstøberi, sadelmager, mekaniker, blikkenslager, cykelhandler, to barberere, to smede, tømmer-handel, to murermestre, gartnerforretning, to malermestre, to skomagere, fransk vask og strygning, urmager, guldsmed og radioforretning, to sparekasser, kommuneskole og højskole.
I alle de omliggende landsbyer var der dengang købmænd eller brugsforeninger. Der var f.eks. én i Smidie, én i Ll. Brøndum, tre i Solbjerg, to i Skibsted, én i Svanfolk, én i Lyngby og tre i Terndrup. Alle disse handlede med kolonial og i større eller mindre omfang med grovvarer, så også dengang var der konkurrence om kunderne.
 Købmandsgården på Torvet så i 1933 ud, som ved bygningen i 1894. En lav bygning med kvist mod Torvet og en sidefløj mod Nørregade, og mod Østergade et halvtag med en lille bagbutik, to beskedne træpakhuse og ellers en stor have omgivet af høje træer.
Der var vandpumpe i gården, og to wc`er var et bræt med spand under. Al opvarmning skete med kakkelovne, og der var komfur i køkkenet og gruekedel i bryggerset.
Kommiserne boede på de to kvistværelser ved det åbne loftsrum, hvor de havde et vaskefad med en kande vand til det daglige toilette. Både kommiserne og den unge pige spiste hos os på alle ugens syv dage, og da vi var fem børn, var det en stor daglig husholdning.
Hjørnebutikken var kun på ca. 30 kvadratmeter med to små butiksvinduer. Al betjening foregik over disken, hvor kunderne afgav bestillingen, hvorefter kommisen hentede og afvejede varerne fra hyl-der eller skuffer i butikken eller fra loft og kælder.
Allerede i 1935 foretog far en større ombygning af købmandsgården. Der kom en førstesal mod Torvet og Østergade med værelser til den store familie. Butikken blev udvidet til det dobbelte, og i en ny fløj langs Østergade blev der nogle gode bagbutikker, en stor kælder, et godt lager til kolonialvarer og øverst et loft til isenkramvarer.
Denne udvidelse gav mulighed for en væsentlig udvidelse af varesortimentet, og købmandsgården blev dermed en af Østhimmerlands mest velassorterede forretninger.

Forretningen åbnede kl. 6.30 på alle ugens hverdage og var åben til kl. 18 i fire dage og til kl. 19 om fredagen og til kl. 20 om lørdagen. Der var ingen middagshvil – kun en kort spisepause på skift. Hvis der var tid til det, var det dog tilladt med en lille snak over disken i middagsstunden med de mange smede fra Jernstøberiet, der hver middag sad på gulvet i butikken og sludrede med kommi-serne.
Der var travlt fra morgenstunden, for mælkevognene kom tidligt med mælk til mejeriet, og de hav-de ordrer med fra gårdene. Disse ordrer skulle ekspederes hurtigt, så varerne var færdigpakket, når de kom tilbage fra mejeriet.
Denne forbindelse fungerede så fint, at vi ikke havde behov for at køre vareture. Men i byen bragte vi varer ud med varecykel. Hvis en kunde bestilte varer, blev de straks bragt ud uanset ordrens størrelse. Det kunne være for fem øre gær eller et par sække koks.
Vareudvalget så noget anderledes ud dengang. Der var ingen specialiteter, ingen kølevarer og dyb-frost eller frugt og grønt. Af konserves var der kun lidt grønærter. Der var næsten ingen forpakkede varer. Mel, gryn og sukker var i skufferne eller på lageret, og blev afvejet i poser med lodder på messingvægten. Brun og grøn sæbe stod under disken i baljer og blev afvejet på pergamentpapir. Spegesild blev solgt på samme måde fra tønden i hjørnet.
Bolcher stod under disken i blikbøtter og blev solgt i kræmmerhuse for to eller fem øre. Alle kom-miser måtte lære kunsten at dreje et godt kræmmerhus og at lukke poserne pænt og ordentligt. Der var ingen bæreposer, så hvis kunden ikke medbragte en kurv, blev varerne pakket flot ind i brunt karduspapir med snor omkring.
Sprit, malerfernis, eddike og sirup lå i store tønder i kælderen og blev tappet på kundernes flasker eller spande. Petroleum tappedes på dunke fra petroleumspumpen, og petroleum var en stor artikel til lamper, staldlygter og primusser, da elektriciteten først lige havde holdt sit indtog.
Hvis folk skulle male, måtte man købe tørfarverne fra vort store sortiment og selv blande dem med malerfernis, som vi også leverede – eventuelt tilsat siccativ som tørrelse. Til det ru træværk levere-de vi bruntjære eller carbolinium, og til paptagene købte man tagtjære.
Det var et alsidigt job at være kommis. Iført den hvide kittel stod man det ene øjeblik bag disken og afvejede mel, sukker og gær, aftappede eddike og petroleum og måtte derefter ud for at tappe tjære i en spand eller afveje korn eller kul eller måske udlevere et par sække gødning, der hver vejede 100 kg.
Under loftet i butikken hang der gryder, potter og pander i alle størrelser, på væggene hang der alle former for værktøj og husgeråd, og i skufferne var der alle mulige beslag, søm og skruer eller ren-senåle til lamper og primusser. Lampeglas og lampekupler kunne leveres i alle størrelser.
På hylderne var der kopper, tallerkner og glas, kaffe- og spisestel, krystalskåle og –vaser og et stort udvalg af gaveartikler.
På loftet havde vi alle former for have- og markredskaber. Der var hegnstråd, pigtråd, hønsetråd-væv, skruer, bolte og reb.
Vi købte råkaffe hjem i sække, hvorefter vi blandede de forskellige sorter efter vor egen hemmelige opskrift på gulvet på lageret. Kaffen var en vigtig nøglevare, og vi skulle jo helst kunne levere by-ens bedste kaffe. Sammen med kaffen solgte vi som regel Richs eller Cikorie, der kunne give farve og spare på de dyre bønner.
Det var kort sagt en forretning, der forsynede lokalbefolkningen med alt indenfor kolonial, isen-kram, korn foderstoffer, gødning brændsel, bygningsartikler, benzin og medicin. Hertil kom, at vi fra 1937 overtog Tuborgdepotet, og leverede øl og sodavand til købmænd, brugsforeninger og kroer i de nærmeste byer.

Under anden verdenskrig var det hårdt at være købmand. Der blev mangel på flere og flere varer, og købmanden måtte efter bedste evne fordele varerne til kunderne på retfærdig vis. Mange varer blev dog fordelt med rationeringskort, som blev uddelt af kommunerne. Rationeringen omfattede efter-hånden sukker, smør, mel, kartoffelmel, sæbe, soda, petroleum og benzin. Kørsel med benzin krævede særlig tilladelse, hvorfor de fleste biler og busser måtte køre på gas fra en gasgenerator bag på bilen. Det var en slags kakkelovn, hvor man jævnligt måtte standse og fyre med træ eller tørv.
Kaffe kunne ikke fås, men der blev solgt masser af kaffeerstatning fremstillet af brændt korn. The blev erstattet af tørrede æbleblade, og theerstatningen blev også brugt som erstatning for tobak. Reb, sejlgarn og høstbindegarn blev fremstillet af papir, så opfindsomheden var stor. Som erstatning for sukke havde vi et stort salg af roesaft, som vi fik hjem i store jerntromler.
Alt brødkorn skulle afleveres til staten, men Bælum Mølle fik en opblomstring med fremstilling af mel i det skjulte. Folk lavede selv smør på gårdene, og vi fik et større slag af sæbesten og andre ingredienser til sæbefremstilling af fedt. Vi lånte også en kartoffelrasper ud til dem, der selv ville fremstille kartoffelmel. Mange af rationeringerne fortsatte  efter krigens slutning helt til først i halv-tredserne.
I 1949 blev jeg medindehaver af forretningen under navnet Anders Jensen & Søn, men allerede den 1. januar 1951 ændredes navnet til Henry Jensen, da far i en alder af 53 trak sig tilbage ovenpå krigstidens besværligheder. Han flyttede til Aalborg og startede en ny forretning med udstationering af grisesøer på kontrakt, og senere var han med til at etablere en større minkfarm i Øster Hurup.
I de senere år lagde jeg mere og mere vægt på grovvarehandelen. Jeg deltog aktivt i arbejdet i Jysk Købmandsforening og var med til at genoplive samarbejdet i De Fem Nordjyske, der arbejdede for at skaffe bedre købsbetingelser for de nordjyske grovvarekøbmænd.
De gamle træpakhuse var for små, men gennem særlige fragtaftaler udnyttede vi vor beliggenhed ved Hadsundbanen. Vi gav særligt billige tilbud på gødning afhentet direkte fra banevogn, og undertiden  havde vi 10-15 banevogne stående på baneterrænet i flere dage, hvor kunderne kunne afhente gødning.
Vi havde ikke selv noget mølleri, men vi var Bælum Mølle`s største kunde. Mølleren leverede os grutning med sin hestevogn og tog et læs korn med tilbage til formaling.
Vi har aldrig brugt opsøgende virksomhed overfor kunderne, men allerede dengang havde vi stor succes med jævnlig udsendelse af cirkulærer med gode tilbud.

I 1957 moderniserede vi butikken med assistance fra D.S.K.`s købmandstjeneste. Den nye butik havde selvbetjening, og der blev installeret køledisk og dybfryser. Vi havde dog endnu ikke mælke-salg, da mejeriets eget mælkeudsalg stadig var i funktion.
I 1960 tog vi det store spring og fjernede de gamle træpakhuse og resten af haven. Her byggede vi et nyt muret pakhus i tre etager med kornsilo, korntørreri, slaglemølle, foderblander og sædekornsrenseri. Samtidig købte vi vor første lastbil til udkørsel af varerne.
Jeg var meget spændt på, om vi nogensinde kunne udnytte og fylde denne store bygning, men det gik over al forventning. Vi fremstillede selv mange forskellige former for svine- og kvægfoder og tegnede kontrakter på fremavl af sædekorn hos vore kunder. Vi fik hurtigt pladsmangel og måtte leje ekstra lagerplads på flere store gårde, der ikke længere havde deres stalde i brug.
Vi måtte derfor allerede i 1963 i gang med at bygge det første pakhus udenfor byen på Østre Skovvej. Dette pakhus var på 1000 kvadratmeter med et større tørreri og renseri, mens vi fortsatte med mølleri og sædekornsrenseri i pakhuset på torvet.
Men udviklingen ved landbruget gik hurtigt med større og større mejetærskere, der efterhånden hø-stede kornet løst i tank og ikke i sække. Det gamle pakhus var byttet med rampehøjde til modtagelse af sækkevarer og var derfor allerede forældet.
Vi byggede derfor i 1967 endnu et pakhus på 1000 kvadratmeter på Skovvejen, og mellem de to store pakhuse byggede vi med assistance fra DSK en stor kornsilo med moderne automatik og med et virkelig stort tørreri og renseri. Samtidig blev der installeret en stor kornvalser og en meget stor slaglemølle med foderblandere og med mange produktionssiloer til automatisk afvejning af råvarer-ne til de forskellige foderblandinger. Sædekornsrenseriet blev også flyttet fra Torvet til Skovvejen.
Vi havde dengang tre lastbiler og anskaffede nu også en foderbus til udkørsel af foder og korn i løs vægt. Senere fik vi endnu en lastbil med tank til flydende ammoniak til forsyning af vore fem ammoniaknedfældere.

I 1972 lukkede Bælum Brugsforening på grund af økonomiske problemer. Vi overtog brugsforenin-gen, der lå på Østergade overfor Købmandsgården, mod at overtage foreningens gældsforpligtelser.
Vi sammenlagde butik, lager og uddelerlejlighed og fik indrettet et flot supermarked på næsten 300 kvm., samt et par gode kontorer til foderstofvirksomheden. Butikken i den gamle købmandsgård blev inddraget til lejligheden, og virksomheden blev herefter drevet fra Østergade 8. Selv om virksomheden nu var placeret på tre adresser, fungerede det hele gnidningsløst. Vi har altid kunnet glæde os over dygtige, selvstændige og flittige medarbejdere, der kunne klare tingene på egen hånd.

I 1972 var vi igen i pladsnød på Skovvejen, og her byggede vi nu fire stålsiloer, der kunne rumme 40.000 tdr. løst korn. Samtidig købte vi et transportabelt fryseanlæg, der kunne nedkøle denne store kornmængde. Dette var medvirkende til, at vi havde ord for altid at levere velrenset og sundt korn og svinefoder.

I 1972 ønskede Tuborg at rationalisere øldepoterne, og vi afstod vort depot til Hadsunddepotet. Vi solgte også vor efterhånden store fyringsoliehandel til Esso.
I løbet af 1970`erne opkøbte de store foderstofimportører flere og flere af de store selvstændige grovvareforretninger. Der var ingen af vore børn, der ønskede at fortsætte virksomheden, og samtidig havde jeg fået en god hobby som formand for Spar Nord. Jeg fik i 1977 nogle gode købstilbud fra flere firmaer, og derfor valgte jeg at sælge til KFK. Jeg afstod hele virksomheden på Skovvejen, men beholdt supermarkedet og den gamle købmandsgård.
Grovvareforretningen forsynede oprindelig et område indenfor en radius på 5 km., men KFK kunne nu overtage en kundekreds fra Limfjorden til Mariager Fjord og fra Kattegat til hovedvej 10. Efter salget af grovvareafdelingen blev supermarkedet udvidet med de nu overflødige kontorer.
I 1986 besluttede vi at afhænde supermarkedet, og da ingen af vore medarbejdere turde overtage det, blev det solgt.  Derefter sad Rita og jeg alene tilbage i de store bygninger i den gamle købmandsgård, som vi stadig ikke rigtig kunne tage afsked med.
Efter Rita`s død i 1998 blev købmandsgården solgt til Uffe Kragh, der nu driver en moderne sned-kervirksomhed med vinduesfabrikation i de gamle bygninger.
Jeg flyttede ind i en god lejlighed i sparekassen på den anden side af Torvet, hvor jeg glæder mig over, at mine virksomheder fortsat lever videre og har fremgang og trivsel til gavn for byen og eg-nen.”

    Henry Jensen

Sidst opdateret 08-01-2004
Sitemap - Powered by TownPortal 0.6