2. Først et gudehov? - så en kirke

På bakken hvor Solbjerg kirke ligger, havde vore forfædre rejst et gudehov, fortæller et sagn. Har det en gran af sandhed i sig , havde de fundet, det skulle ligge på en af de smukkeste pladser i den sydøstlige del af Østhimmerland. Med næsten frit udsyn mod nord, vest og syd, kun brudt her og der af skov og krat, og så dengang det helt frie skue mod øst, over det lavvandede område, der langsomt blev til det nuværende Lille Vildmose. Og videre - ud over Kattegat, der da gik tæt ind under bakken. Men de besluttede også, da de tilegnede sig kristendommens lære, at bruge deres gamle offersted, for her at dyrke deres nye tro. De ønskede stadig at benytte sig af den plads, de i forvejen havde stor ærefrygt for, men i stedet at anvende den til en kristen kirke.

Kirken blev opført omkring 11 – 1200 efter Kristi fødsel, men da i en mindre udgave end den vi kender i dag. Den fremtræder nu som en hyggelig, lys sognekirke, med kor, skib og tårn - og mod syd, våbenhuset. Kirken rummer både romansk og gotisk stilarter, men uden deres bygningsmæssige prydelser. Koret og skibets østlige ende, den ældste del af kirken, er fra romansk tid og bygget af tilhuggede granitkvadre med et kønt forskelligartet farvespil. Dens interiør er malet i middelalderens farver, kirkens gamle originale farvekompositioner, der blev trukket frem ved en restaurering fra 1977 til 79, samvittighedsfuldt og med pietets følelse afstemt af kunstneren Carlo Vognsen, Gistrup til et nutidig kirkerum.

Den har gennem årene været genstand for store som små forandringer. Blandt den største og ældste kan nævnes man i sengotisk tid, omkring 1500 lod kirkeskibet forlænge 4,7 m. mod vest, hvor man bl.a. genanvendte gamle granitkvadre. Man sammensatte dem dengang med røde munkesten i den udvendige mur - uden nogen synligt system, dog kun på nordsiden. Det bemærkes også tydeligt at på denne tilbygning har de indvendige mure en grovere overflade . Man har her, efter alt at dømme, bygget af forhåndenværende kampesten uden hensyn til udstående kanter og andre ujævnheder. Ved samme lejlighed blev det sydlige våbenhus flyttet i hele dets bredde mod vest. Vestmuren lod man da stå som østmur. Rester af den gamle syd og østmurs sokkel er fundet under pladsens perlegrus. Loftet i kirken var før udvidelsen af træ, men blev udskiftet, og både kor og skib fik stjernehvælvinger af munkesten.

Vi må forestille os kirken dengang ikke havde siddepladser, som vi kender dem, men kun en muret sæderække i skibet - op mod væggene og dem som eneste ryglæn, så vi må gå ud fra, der også ved udvidelsen blev opsat træbænke.

Vi ved med sikkerhed kirken havde træbænke omkring 200 år senere, så denne antagelse er nærliggende.

På nordsiden af kirken anes den tilmurede nordindgang, også kaldt kvindeindgangen, men om den blev sløjfet ved samme lejlighed, har vi ingen kilder at støtte os til.

Det skal indføjes at denne store ombygning og udvidelse af kirken blev beordret af kongen selv, som en bod til den daværende ejer af kirken: godsbesidderen på Wiffertsholm. Han havde brugt kirketienet som medgift til sine børn og derved forsømt vedligeholdelse af kirken. Måske derfor blev tilbygningen øjensynlig opført ret tarveligt, men dog solidt. Det var kun loftet, der blev gjort noget særligt ud af. Efter tidspunktet at dømme var det Aksel Viffert, der var bygherren.

Da kirken blev bygget stod den uden tårn. Om det blev tilbygget i samme periode er der delte meninger om. Der er en overleveringer om, at sognets præst blev ejer af kirken, (1687) og det var ham der lod tårnet bygge. Han havde, som der yderligere fortælles, vundet kirken ved terningspil. ( Se artiklen om sognets præster side 46) Ejerskabet til kirken forblev i øvrigt på sognets præsters hænder indtil 1912.

Tårnet er slank, ikke så omfangsrig som ved flertallet af andre kirker. Det nederste af tårnet et bygget af kvadersten fra endegavlen, hvorimod den øverste del er bygget af gule munkesten, som de to nye mure i våbenhuset, de to eneste steder, der blev bygget med sten af den farve.

En del af førnævnte høje har sandsynligvis været bestemmende for nogle få af vore kirkers placering, og da der i tilknytning til netop oldtidshøje ofte har været en offerplads eller gudehov, finder også her flere steder kampesten med helleristninger bl.a. i form af indhuggede sol - eller skålmærker.

Skåltegn ( optegnet med kridt)

Arkæologerne mener de for dem har haft betydning af religiøs karakter og dermed en kultisk betydning. Senere er nogle af stenene, efter man gik over til kristendommen, sat i kirkegårdsdiger eller brugt i kirkefundamenter og mure. I Solbjergs tilfælde rummer kirkegården foruden en broncealderhøj mindst to sten med disse helleristninger i kirkegårdsdiget.

På en af granitkvadrene i korbygningen er indhugget et fodaftryk. Meningen med dette mærke og dets betydningen har man ingen præcist viden om i dag. Muligvis kan det være stenhuggerens bomærke, da lignende mærker findes på flere kirkers stenkvadre, men også på datidens lerpotter, der i disse tilfælde var et rent nordjysk fænomen.

Fodaftryk på nordsiden af koret ( optegnet med kridt)

Spørgsmålet er så om det i stedet har været en trold været på spil ? Kan det være aftryk af hans fod, efter flere forgæves forsøg på at vælte kirkens mure? Der er ikke ukendt at disse ”væsner” altid har haft et anstrengt forhold til en kristen kirke, bl.a. på grund af, i hans ører, den skrækkelige evindelige klokkeringning. Mindre ”aktuelt” bliver det ikke af, at i 2001 blev det nødvendigt at forstærke hele korets sokkel på grund af overhængende risiko for en udskridning af dens gavl. Det skyldtes dog ikke en vred trolds værk, men en meget ustabil undergrund, samt en delvis underminering af korets sokkel, da man i sidste halvdel af 1580 udgravede en krypt under kirkens kor.

Med hensyn til skåltegnene og det indhuggede fodspors betydning er der fremsat flere teorier. Her skal nævnes endnu en: Skåltegnene kunne være symbolet på vore forfædres arbejde med en gravestok i jorden, - og fodsålsmærket: sædemandens aftryk i den nysåede jord. Ifølge den antagelse er de derfor alle frugtbarheds symboler.