[Forrige] [Indhold] [Næste]

20. Krypten

Som det førhen var almindelig gravskik, blev kister nedsat i kirken i dertil indrettede krypter eller gravkamre, hvor fortrinsvis ejerne af kirken havde deres private begravelsesplads, - i Solbjerg kirke var krybten i koret under alteret og med indgang foran i koret. Det har overvejende været forbeholdt medlemmer af Wifferts og Kierulff slægterne. Den første, der her blev stedt til hvile, var Margrethe Wifferts første ægtemand, Evald Sehested, der døde 8 - 6 – 1589 og den blev sandsynligvis bygget til ham.
Som årene gik blev denne plads ikke kun for trang, - de gamle kister mørnede og faldt sammen, når nye blev sat ned, så de balsamerede og hentørrede mumier kom til syne. Samtidig truede gravhvælvingerne med at styrte sammen. I 1816 bestemte man sig derfor til at flytte resterne ud på kirkegården. En forårsdag blev bønder og karle i Solbjerg derfor tilsagt til at mødes ved kirken for at flytte levnene af deres fordums herrer til deres nye hvilested, - men, som der fortælles, styrkede de sig først rigeligt ved brændevinsflasken for at kunne klare det ret så usædvanlige arbejde.
De gamle indtørrede, afsjælede legemer blev båret op enkeltvis, - nogle endda respektløs slået op over skulderen, som var det en sæk korn. Da et mumierne var bragt op af krybten, - en stor og kraftig mand, var han så stiv han kunne stilles oprejst. En gårdmand fra byen kunne ikke dy sig , - han sprang til og gav det en ørenfigen, - for som han sagde: "Han ligner en rigtig bondeplager". Velsagtens havde han samlet sig rigeligt med mod af brændevinen.
Nord for kirken var opkastet en stor fællesgrav, og her fik de deres nye hvilested, - men først blev de lagt på rad og række ovenfor. - Årsagen var at præstens kone, fru Lund ville undersøge dem alle for smykker og andre værdigenstande, for som hun sagde, har de ingen fornøjelse af dem mere, - først derefter kom i jorden, og denne gang uden kister eller andet dække, - endda kun det opgravede jord fik de over sig. Kort efter denne ualmindelige begivenhed kom alskens sygdom til præstegården, og der var ingen tvivl hos jævne folk om årsagen. . De bedste planker, fra kister nedsat i kirkens daværende krypt, blev genanvendt til kirkedør efter påbud fra den daværende præst, Niels Basse Lund og var i brug til 1872 da den blev udskiftet. Jo, - de var godt bekendte med tingenes værdi i med den gode præstefamilie. I et gammelt dokument kan læses at i 1872 bekostede man en ny kirkedør, der med beslag og maling kostede alt i alt 40 rigsdalere.



[Forrige] [Indhold] [Næste]